Det er nødvendigt at gøre op med middelklassens normer og standarder, for de er blevet ekskluderende og skadelige for vores samfund.
Det er som om en tilværelse i middelklassen er det eneste rigtige liv, man kan skabe sig i Danmark. Altså sådan et liv, hvor man er lønmodtager med god lang opsigelse, sundhedsforsikring og en vennekreds, der lever på samme måde. Så er alt godt.
I middelklassen passer man sit gode lønmodtagerjob og siger først op, når man har fundet et nyt. Man hygger med familien i ferien, dyrker sin fitness og betaler sin skat med god samvittighed, fordi velfærdsstaten tager sig af børnene i hverdagen, uddannelse, det dårlige knæ og vores gamle, når de skal passes. På mange måder er smukt ideal.
Det parallelle Danmark: Valgkamp uden velfærdssamfund men masser af stat
Valgkampen har udstillet, at stat og samfund er to parallelle verdener. Jeg savner politikere, der vil samfundet før staten.
Nu går vi ind i sidste fase af en lang valgkamp, og en ting træder klart frem: Valget handler først og fremmest om staten. Velfærdsstaten. Dernæst handler det om de vælgere, der fylder mest i velfærdsstaten, nemlig middelklassen. Et sted inde i den gryde ligger samfundet, hvor motoren kører lydløst som i en elbil.
Socialkrisen og den gode tone
Samfundets kollektive svigt af den sociale kontrakt bliver stadig stærkere. Nu er det tonen i debatten, der bruges til at presse syge og udsatte borgere. Men tonen er også grov – på begge sider, skriver Nick Allentoft
Mange i socialkrisen er rasende og følgelig bliver debatten derefter. Det gavner hverken kampen for at genoprette den sociale kontrakt eller de mennesker, der er klemt i systemet.
Ansvaret for den situation ligger hos os alle. Hos mennesker med magt og i magtpositioner kan man med rette sige, at ansvaret er lige en tand større. Magt og ansvar følges ad.
Vi har fået et dobbelt velfærdssystem
Borgere i velfærdsstaten bliver dobbeltbeskattet. Ressourcestærke borgere gør det helt frivilligt, mens udsatte borgere tvinges til det. Årsagen er, at velfærdssystemet svigter.
Det burde egentlig være enkelt nok. Vi sender omkring halvdelen af det, vi tjener, ind gennem fælleskassen, hvor det bliver omfordelt, så alle er sikret tryghed livet igennem.
Men sådan er det ikke længere. Den moderne velfærdsstat har inddelt sine borgere i et R-hold og et U-hold.
Ingen ville sætte en murer til at bygge et træhus, men vi forventer, at bureaukrater kan afbureaukratisere. De arbejder med regelforenklinger, frikommuneforsøg og ledelseskommission, men er sat i verden til noget andet. Tidens mest centrale spørgsmål: Hvem skal afbureaukratisere, når bureaukrater ikke selv kan?
I mere end tre årtier – ja, næsten fyrre år efterhånden – har skiftende regeringer forsøgt at modernisere den offentlige sektor. I alle årene – lad os sige det som det er – resultatløst.
Hvad nu hvis politikerne med det næste medieforlig stillede krav om, at al journalistik, der skabes med mediestøtte, også skal være gratis til rådighed for borgerne og kunne bruges af danske medier?
En så fundamental forandring i principperne bag mediestøtten vil – for nu at bruge et moderne udtryk – disrupte mediebranchen.
Mens vi med den ene tunge taler varmt om velfærdssamfundet er vi med håndkantslag i gang med at ødelægge det. Den danske velfærdsmodel er under afvikling.
Årsagen til min påstand er den, at grundlaget for velfærdsmodellen – den sociale kontrakt – er brudt. Præmissen for opbakning til velfærdsmodellen er social tryghed, men det eksisterer kun som en illusorisk sandhed for den del af middelklassen, der alligevel kan klare sig selv.
Velfærdsstaten er kort sagt blevet en servicestat for middelklassen. Opfylder du standarderne, får du effektiv behandling. Falder du ved siden af møder du et rigidt system tynget af bureaukrati og en magtfuldkommen velfærdsstat.
